Uggerby Kirke

Om Uggerby Kirke

Uggerby kirke ligger smukt placeret, omkranset af træer i udkanten af Uggerby. Tårnet ser man skyde smukt i vejret mellem trækronerne, så kirken kan ses fra hovedvejen der passerer forbi byen.

I Uggerby Sogn er der i 2022 i alt 441 indbyggere.

Kirkens adresse er Uggerhøjvej 24, Uggerby, 9800 Hjørring. 
Se kort over Uggerby her

Uggerby Kirke er en flot, traditionel landsbykirke. Læs mere om kirkens historie og se, hvordan tidens ombygninger har skabt Uggerby Kirke, som vi kender den i dag.

 

Kirkebygningen

Kirken er opført i 12. århundrede. Kirken består af romansk kor med moderne tilbygning; sideskib mod syd og tårn i vest. Den romanske bygning, kor og skib, er opført af granitkvadre på svagt hulet skråkantsokkel. Den sokkelbrydende, retkantede norddør er bevaret tilmuret, og i koret sydmur ses et tilmuret rundbuevindue med monolitoverligger. Indvendig står den runde korbue med hulkantede kragsten. Et sandsynligvis sengotisk dødtårn blev nedbrudt i 1820’erne. Bygningen underkastedes 1923-25 en gennemgribende ombygning og udvidelse (arkitekt E. Packness). Skibets sydmur blev nedbrudt, og der opførtes et sideskib af mursten og gamle kvadre, i det ydre formet som tre kapeller med hver sin spidsgavl, og i vest tilføjedes et tårn med sadeltag i øst-vest.

Kirkeklokken

Den gamle, meget interessante klokke fra 1473, viet Skt Olav og med talrige relieffer blev omstøbt 1917 af de Smithske Støberier, Ålborg, med gentagelse af de gamle ornamenter.

Klokken i Uggerby Kirke er fra 1917. Denne er en omstøbning grundet revnedannelser i den oprindelige klokke fra 1473. Den er beskrevet detaljeret hos Uldall: »Danmarks middelalderlige kirkeklokker«. Indskriften fra den gamle klokke: »I det Herrens år 1473 er denne klokke støbt til ære for den salige Olaf martyr« er gentaget på den nye klokke. Nedenunder står der: »For Uggerby kirke gjorde de Smithske klokkestøberier i Aalborg mig om år 1917.« Herunder findes dette vers:

»Mens krigen hærgede i verdens lande
blev jeg fornyet til blidt at blande
min røst med Uggerby menigheds tak
for fred fra Gedser til Skagerrak.«

Kor og altertavle

Ved ombygningen 1920-26 flyttede man alteret frem i korbuen. Derved blev forbindelsen mellem kor og skib afbrudt, og det oprindelige romanske kor blev indrettet til sakristi og præsteværelse. Men ved den seneste restaurering i 2008 blev alterbordet atter rykket tilbage til dets oprindelige plads inde i koret.

Altertavlen er fra o. 1625 og har enkelte snedkrede dele. Billedet flankeres af to søjler med korintiske kapitæler og glatte skafter. Alterbilledet er en kopi af A. Dorph: Jesus velsigner et barn, fra 1885. Dette billede er oprindelig malet til Holbæk kirke.

Alterudsmykning

Romansk alterbord af granitkvadre med relikviegemme i pladen. Alterstagerne er barokstager fra o. 1650. 

Prædikestolen

Nyere, enkel prædikestol og stoleværk fra 1925 med udskårne ornamenter samt en gengivelse af kirken før ombygningen. Udsmykningen på prædikestolen er evangelistsymboler. I det, der svarer til øverste smalfelter, er en mæanderbort.

Døbefonten

Døbefonten er romansk granitfont. Kummen har lodrette sider og er ellers uden særlige kendetegn.

Fadet er sydtysk fra sidste tredjedel af 1500-tallet. Motivet i bunden er spejderne i Kanaan, 4. Mos. 13,23.

Kanden er nyere.

Skibet

Korbuen er fra den oprindelige kirke. Krydshvælvene er fra ombygningen af kirken i 1923-26.

Sideskibet

Orglet

Kirken fik sit første orgel i 1925, bygget af A. C. Zachariassen. I 1982 kom det nuværende Marcussen & Søn orgel med 10 stemmer.Kirken fik sit første orgel i 1925,  bygget af A. C. Zachariassen. I 1982 kom det nuværende Marcussen & Søn orgel med 10 stemmer. 

Bænke- og bænkegavle

Kirken har 250 siddepladser.

Bænkegavl, Uggerby Kirke

Reliefferne på bænkegavlene er inspireret af, at Luther brugte en rose på sin breve og i sine trykte bøger som tegn på deres ægthed. Den var designet o. 1530 af Lazarus Spengler, der var byskriver i Nürnberg. Lignende bænkegavle findes i

Bænkegavl, årstal 1925


Årstallet 1925 refererer til den store udvidelse af kirken.

Bænkegavl, døbefont


Døbefont

Bænkegavl, klokke


Klokke

Bænkegavl, stjerne


Stjerne

Bænkegavl, Luther rose


Lutherrose

Bænkegavl, rosét


Roset

Uggerby kirkes historie

Kirken blev opført i 12. århundrede og består af et romansk kor med en moderne tilbygning. Et sideskib mod syd og tårnet i vest.

Da kirke blev opført målte den 51,5 x 25 fod og var 27,5 fod høj og der var 147 siddepladser.

Den romanske bygning, kor og skib, er opført af granitkvadre på svagt hulet skråkantsokkel. Den sokkelbrydende, retkantede norddør er bevaret tilmuret, og i korets sydmur ses et tilmuret rundbuevindue med monolitoverligger. Indvendig står den runde korbue med hulkantede kragsten.

Uggerby Kirke før 1920

Uggerby Kirke med klokkestabel. Årstal ukendt.

Ombygning i 1923 - 1925

Omkring 1920 var størrelsen på sognet årsagen til, at der var ønske om en tilbygning til kirken, så den kunne rumme flere kirkegængere. På det tidspunkt havde byen bl.a. tre købmænd, en manufakturhandel og en skole.

Efter menighedsråd og arkitekten nåede til enighed i 1923 – 1925, fik kirken en tilbygning og blev samtidig ombygget.

Rejsegilde ved ombygning i Uggerby Kirke

Uggerby Kirke

En ombygning der gav plads til 186 siddende i Uggerby kirke, hvor der nu stod et tårn mod vest, med orglet og kirkeskibet tilbygget mod syd.
Alterpartiet blev samtidig rykket frem i kirken, sådan langt de fleste kan se alteret. Koret blev delvist ombygget til præsteværelse. Døbefonten af granit blev placeret ved foden af prædikestolen i kirkens nordlige side. Prædikestolen står uændret fra 1925.

Renovering i 2007

Siden hen er flytningen af alteret i 1925 blevet taget op til revurdering, da det normale i middelalderkirken er, at alteret står i koret. Den fremskudte placering af alteret, der bidrog til at kirkens besøgende bedre kunne se og høre præsten ved gudstjenester blev omgjort efter menighedsrådet besluttede at gennemføre en ombygning. Derpå gennemgik Uggerby kirke en omfattende restaurering.

Kirkens kor er ført tilbage til sin oprindelige indretning, hvilket blandt andet betyder at præsteværelset er sløjfet og koret er åbnet for alter med knæfald. Et nyt alter er blevet lavet, dog er altertavlen bevaret. I alterets nordside er indmuret en granitsten, formet som beholder. Om beholderen har indeholdt et relikvie og har haft et trælåg er uvist.

Med ombygningen fik Uggerby kirke også plads foran koret til at fremføre koncerter, børnegudstjenester og til andre kirkearrangementer for kirkens besøgende.

Uggerby kirkeskib. Fotograf Niels Clemmensen

Med cirka syv bænke mindre, blev der efter ombygningen bedre plads mellem bænkene, som også blev malet i nye farver, så de passer i de gråblå toner fra de gamle bjælker i koret. Børene har også fået en særlig indrettet plads, hvor de under gudstjenester kan tegne, læse eller lege. Panelerne langs væggene er blevet fjernet og erstattet af bænkegavle.

Døbefonten blev flyttet ud i kirkerummet, tættere på korbuen – fra tidligere at have stået ved foden af prædikestolen i kirkens nordlige side.

Prædikestolens trappe blev udskiftet. Og kirkegulvet fik nye fliser, selvom det ikke var en påtænkt renovering fra starten.

Varmeanlægget blev moderniseret, med elvarme under hver bænk.

Den sidste finish gav et enestående udeudtryk til kirken, da den blev kalket indvendigt.

Uggerby Kirke. Fotograf Niels Clemmensen.

Indvielse

Uggerby kirke blev genindviet ved en festgudstjeneste søndag den 7. oktober 2007 ved provst Ole Dybro.